For for nylig talte jeg med en veninde, der er en meget dygtig bundtmager. Jeg fortalte, at det var meget længe siden, jeg sidst har syet andet end gardiner, duge, puder, sengetæpper og andet stort. Jeg fortalte også, at jeg ikke længere troede, at jeg ville være i stand til at sy noget mindre.

Hun sagde, at det da lå i fingrene, og at jeg bare skulle i gang. Den tyggede jeg over i nogen tid, men interessen var begyndt at komme op til overfladen igen. Og da jeg skal bruge en kjole til en festlig lejlighed, begyndte jeg da at tænke i spændende stoffer og mønstre. Findes Burda stadig og i den dur.

Pludselig så jeg en kjole for mig, som jeg første gang, jeg så et billede af den, tænkte, at det var dog en fantastisk ide: Margerethe Vestagers lange festkjole i brunlige nuancer med minkvinger. Minkvinger! Sådan nogle kunne jeg tænke mig at få på min lille sorte kjole, som jeg har haft på til så mange lejligheder før.

Afsted til min kære veninde, som stadig troede så meget på mig, at hun lod mig sy mine vinger selv. Hun satte mig i gang for hvert nyt trin og sagde ok, når jeg spurgte, om jeg var på rette vej, og var der til vejledning, hvilket selvfølgelig gav ro på hos mig, som i den grad havde fået en udfordring.

Jeg synes, at resultatet er blevet godt, og jeg glæder mig meget til at afprøve kjolen i rette omgivelser.

Tusind tak for din tillid og tålmodighed, søde Hanne, og tak for en skøn oplevelse at få lov at arbejde med dig!

Der er også en morale: det er vigtigt at komme ud af comfort zonen af og til. Man lærer så meget!