De de sidste par morgener har haft de smukkeste solopgange. Kombineret med en sprød kølig luft og en efterfølgende solrig dag, hvor fuglene kvidrer på en måde, der lyder som glæde, kan jeg ikke lade være med at blive smittet og få en fantastisk energi.
Månedsarkiv: februar 2015
Godt, at der er snor i
Der skal ikke meget fugleliv til at gøre den gamle ruhår elektrisk.
I øjeblikket møder vi hver dag denne flotte svane, som med sindsro svømmer med eller mod strømmen, som det nu passer i hans dagsprogram. Mit gæt er, at han har en frue på æg et sted i nærheden.
Svanen ville næppe tage det så roligt, hvis jeg slap snoren. For den gamle både tigger og beder mig så mindeligt om at lade ham tage kampen op med dette fjerkræ.
Mon ikke ruhåren ville vinde kampen? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at svanen er en voldsom fugl. Som barn tog jeg selv kampen op med en, som var ved at drukne en ælling i voldgraven ved Nyborg Slot. Den var bare lidt uheldig, for et piletræ groede ud fra bredden i vandhøjde, så jeg kunne løbe ud på stammen. Jeg var både glad og stolt, da ællingen kom fra svanens gab med livet i behold, og jeg selv var sluppet med et par rap over hånden af svanens vinge.
Blomstrende sprogforvirring
Det første forår, vi boede her på gården, blev jeg næsten slået omkuld, da det store bed begyndte at blomstre. Det er overvældende gult og hvidt af erantis og vintergækker afhængigt af retningen, vi ser det. Men der er flest erantis, for det er dem, der breder sig lettest.
Mellemste barnebarn blev også overvældet, og sidste år i en alder af 3 et halvt sagde han, ‘farmor, sikke mange vintergækker du har’. ‘Ja, Her er rigtigt mange, men der er flere erantis’. ‘Nej, farmor, du har rigtigt mange vintergækker’. Og sådan blev han insisterende ved, selvom jeg forklarede. Indtil det gik op for mig, at her var tale om sprogforvirring. Han bor nemlig i Sverige, og jeg kom i tanke om, at på svensk hedder erantis vintergækker, og vintergækker hedder snødrop. Så han havde jo ret!
Så viste jeg ham de danske vintergækker, fortalte, hvordan de svenske vintergækker hedder erantis på dansk, og vi gik videre rundt i haven. Da vi så nogle små cyklamenfarvede blomster, spurgte han, om det var roser, men nej, det var aurikler. Med så stor interesse for blomster i så ung en alder, hvad kan det så ikke blive til?!
Han er i øvrigt tosproget dansk og svensk og skifter behændigt sprog afhængigt af de mennesker, han taler med.
Så er foråret på vej
Weekendens vejr var helt som vi kender det her i landet, en meget våd dag lørdag, hvor vi også fik de vildeste snefnug en overgang, og så en søndag, hvoraf den første halvdel var så skøn, så skøn.
Jeg nød i den grad at komme i haven for første gang i år. Og det var en produktiv søndag. Opryd i gammelt skrammel og en bil stopfyldt til bristepunktet og en tur på genbrugspladsen.
Bedste del af søndagen var dog at komme i gang i haven. Haven er meget stor, og herude midt på marken i lerjorden er der ikke noget, der bliver foræret. En smuk have, en have, der er frodig med andet end ukrudt, den skal der arbejdes hårdt for. Jorden er meget våd og tung endnu, og den er ikke let at arbejde i. Men jeg kom gennem et par bede, og nogle kanter langs med de mange lave bøgehække. Her kommer der meget ukrudt og vildtvoksende græs. Græsset har vokset non-stop denne vinter, og nogle steder står det nærmest som bunddække. Det er dog let at rive op, når jorden er fugtig. Men det er vigtigt at tage det væk fra jorden. Hvis det blot bliver hakket, vokser det videre.
Brombærrene, som næsten døde sidste år, er nu kommet sig så meget, at jeg har kunnet binde en enkelt busk op om 3 stænger. Det er næppe nok i længden, men nu ser jeg lige, hvordan det går med den, inden jeg går i gang med et nyt stativ.
Hindbærrene blev klippet ned. Det vil sige, jeg klipper kun halvdelen ned. Sorten er Autumn Bliss. De er så fantastiske, for klippes de ikke ned, kommer der bær tidligt på sidste års nye grene. På de nedklippede buske kommer der sene bær på de nye skud. De sene bær er uden orm, da de er så sene, at ormene ikke kan klare sig. Fantastisk med to sæsoner i samme bed, og derfor klipper jeg kun halvdelen ned.
Foråret var tættere på, end jeg havde troet. Der var små røde skud i rabarberne, de er som regel først.
Den gamle ruhår var naturligvis med ide. Han opførte sig ikke pænt i et af rhodondendronbedene. Der er mosegrise, og han vil så gerne grave efter dem. Jeg bliver dig så træt af at se pæne buske blive gravet op og flyve rundt om ham. Så han blev smidt væk!
Han har et andet yndlingsssted, jordskokkerne. Her er der mus, og han splittede det hele ad i går. Så han har nok sovet godt.
Pynten i haven er også godt på vej. Der er de skønneste juleroser, påskeklokker, eller hvad det er. Det har jeg ikke helt styr på. De er så smukke, jeg forstår bare ikke, hvorfor de altid vender den forkerte vej. Blomsten åbner sig ind mod bedet, mod nordvest.
Herrekost på en kold dag
Det blev så pokkers koldt i weekenden, og vi måtte have noget at varme os på. Heldigvis havde jeg besøgt en gammel dame på plejehjemmet, og hun brokkede sig over dagens måltid, brunkål.
Jeg blev til gengæld ret lækkersulten. Jeg husker ikke at have lavet det selv før, men det var meget let. En sød veninde fortalte sin fremgangsmåde, og pludselig var vi to, der skulle lave brunkål samme dag.
I en stor gryde smeltede jeg ca 1 del sukker og tilsatte ca 75 g smør. I denne karamel brunede jeg et snittet hvidkål ganske let.
Da det var gjort, tog jeg et helt stykke røget bacon. Jeg gætter på, at det var på 800 g. Jeg begravede det godt i hvidkålen i gryden, dækkede det godt til og lagde et stykke god medister (500 g) øverst.
Så lagde jeg låg på gryden og lod det stå og simre et par timer. Husk at tænde for emhætten, der lugter ret kraftigt af kål i køkkenet ellers. Jeg så naturligvis til gryden et par gange og vende lidt i kålen.
Denne herreret serveres med et godt rugbrød, rødbeder og en stærk sennep.
Velbekomme!
Kilimanjaro februar 2013
For 2 år siden i morgen på dette tidspunkt var jeg på toppen af Kilimanjaro. Min veninde og jeg havde valgt at rejse med Kipling, og vi valgte den lange rute Lemosho for at have en længere tur mod toppen end de mest anvendte. En længere tur giver dig længere tid til at vænne dig til højden. Lemosho ruten tager 7 dage i alt op og ned.
Jeg havde trænet jævnt i 4 år forinden, så min grundform var på plads. På Aerobicgården i Frederikssund, hvor jeg trænede til daglig, satte jeg det seneste år kadencen op, og cross fit og endnu mere muskeltræning kom på programmet. Fra midt december, som var ca 7 uger inden afgang, trappede jeg ned igen, og nøjedes med cykeltræning et par gange om ugen. Den 2. januar startede min intensive træning anbefalet af Tom Hoel, som i hele mit forberedelsesforløb var min gode støtte og coach. Hver dag 10 dage i træk gik jeg i 2 timer på løbebåndet med max stigning (15%) iført trekkingstøvler og rygsæk med stigende vægt. Efter de 10 dage trappede jeg igen ned til 2 ugentlige cykeltræninger indtil afgangen til Afrika.
Det var den mest fantastiske tur, en oplevelse ikke bare fysisk, det var så sandelig også en, jeg fristes næsten til at sige, spirituel rejse. Selvom man går langsomt, meget langsomt for ikke at presse kroppen for meget og dermed blive højdesyg og ødelægge sine muligheder for at nå toppen, så er man ind i mellem meget presset på grund af træthed i musklerne. Musklerne får ikke den ilt, de er vant til, og for at kunne blive ved med at gå i den situation, så lukker man sig selv ind i en trancelignende tilstand, når det står værst til. Det giver en ro og mulighed for tanker, som man ikke giver sig i hverdagen. Trancen kommer, når man giver sig hen til tanker om at nyde hvert skridt på denne store oplevelse, og tankerne bliver ‘højre fod – venstre fod – højre fod – venstre fod osv. Så udfordringen, som man inden turen tror, udelukkende er fysisk, ender med at blive en både fysisk og psykisk rejse.
Naturen på Kilimanjaro er fantastisk. Man går gennem fem klimazoner, fra 30 graders fugtig varme i regnskov til de 9 minusgrader, vi havde på toppen. Der er vækster på bjerget, som udelukkende gror netop der.
Dyrelivet er også specielt. Jeg har tidligere gået spor i Afrika flere gange, og jeg genkendte eland, vild hund og honninggrævling. Der var forskellige abetyper også. Her en colobusabe i regnskoven.
Turens klimaks havde jeg forventet var at stå på toppen med armene i vejret ‘Yes, jeg gjorde det’, men det var det ikke. Endnu kan jeg fornemme den mærkelige fornemmelse det var at stå helt deroppe i næsten 6 km højde og ikke føle det, jeg havde forventet. Der gik nogle dage, efter at være kommet ned igen, og da gik det op for mig, at det var rejsen, altså den fysiske anstrengelse og tankernes frihed til at være der og ikke være der, der var tilfredsstillelsen ved rejsen til Kilimanjaros top.
Om du skulle have lyst til at prøve dine grænser af, have lyst til at sætte dig et mål, som du vil sætte alt ind på at nå, så skal du beslutte dig for at gå de 80 km til Kilimanjaros top. God tur!
Waterlogue, den hyggeligste App
For et par dage siden opdagede på Instagram et for mig nyt redskab, som er en App. Det er Waterlogue, og siden jeg købte det (pris 25 kr), har jeg været gennem mange af mine fotos her på iPaden.
Fotos fra sommerens udendørs stilleben , min søde venindes foto fra Søllerød Sø i går, stilleben i vinduet her i køkkenet med blå/hvidt porcelæn og blå anemoner i en patineret sølvskål.
Jeg har altid været fascineret af water colours, og jeg har besøgt mange udstillinger gennem årene i både ind- og udland. Og jeg har endda nogle selv.
Men her er så den fantastiske mulighed at omforme sine fotos til de sødeste water colours, og der er mange skabeloner at vælge mellem. Det ser ud til, at man skal vælge udtryk afhængigt af motiv. Men prøv selv. Det er den hyggeligst App, jeg længe har set.
Her følger lige lidt rød/hvidt porcelæn og min hvedemark med kornblomster.
Lidt hvid vinter
Det det var dejligt, at vi i sidste uge havde endnu lidt hvid vinter. Det er så smukt, og det føles så godt lige at få lidt sprødhed i naturen og slippe for plørede støvler og hundepoter.
Men men det var en kort fornøjelse. Her havde vi smukt vejr bare fredag morgen og lidt af eftermiddagen.
Så er det skønt at få godt med tøj på og komme ud at opleve naturen tidligt. Tænk hvis jeg var gået glip af det.
Masser af blomster indendørs
Det er ret så koldt derude, og der er ikke meget andet end sne og visne blade at se nu. Derfor er det ekstra rart at have forskellige blomster indendørs.
Jeg har dem i alle størrelser og farver i øjeblikket. Fra en mega stor rød dekoration lavet af Hanne Høgholt til de sødeste små blå anemoner i en anløben loppesølvskål. Søde hver især.
I et køkkenvindue står en meget stor og kraftig orkide. Den lyser virkelig flot op mod sneen udenfor.
Til gengæld står de tre små løgplanter yndigt og diskret i havestuen. De er i mangel af bedre plantet ud i glaslysestager. Og det går fint at bruge stagerne til det også. De tre Snowball passer så ekstra godt ind, når man tager vejret udenfor i betragtning.
Kreativiteten bobler under overfladen
I øjeblikket får jeg så mange kreative ideer, at jeg har svært ved at falde i søvn om aftenen. Ikke fordi de dukker op på det tidspunkt, men fordi der skal være tid til at tænke videre på dem, og det er der ikke om dagen. Ikke nok tid altså!
Men jeg står ikke op igen om aftenen for at rode i gamle magasiner efter lige den artikel, der kan supplere netop den ide, jeg nu tænker på. Det klares udenfor den officielle sengetid.
Det er fantastisk at få kreative ideer, det kan også være en forbandelse. Man skal jo have ro i hovedet bare somme tider.
Så er det på tide at tage ferie, så der kan tænkes igennem og afprøves, sys, strikkes, hækles, syltes, lægges planer. Og meget gerne med ældste barnebarn, for hendes kreative åre banker endnu kraftigere end min.