Kategoriarkiv: I køkkenet

En slags tapas

En slags tapas

Lørdag tilbragte jeg det meste af dagen udendørs, og det var derfor ikke lysten til at tilberede et stort måltid, der var størst.

Heldigvis havde tankerne omkring mad strejfet mig tidligere på dagen, og jeg havde handlet lidt, der kunne bruges til at anrette en slags tapas.

Resten af serveringen afhang af indholdet i køleskabet og skufferne.

Køleskabet indeholdt heldigvis en røget dyrekølle, som vennerne fra Sverige havde med i sidste måned. Så der blev skåret tynde skiver af den.

Der var kartoffelrester, som indgik i en kartoffelæggekage, som ikke kunne være serveret bedre. Den mindede faktisk om en, jeg har fået i Barcelona. Pisk 4 æg sammen med en gaffel, tilsæt salt og peber efter ønske, tilsæt 4 mellemstore kolde kogte kartofler skåret i mellemfine tern. Steg æggekagen i olivenolie på svag varme i en lille pande. Når den ikke længere er våd, skubber man æggekagen over på et låg, vender panden om med bunden i vejret oven på låget, og så kan det hele vendes, så æggekagen nu har den stegte side opad. Den kan så steges færdig,  og på en tallerken skæres den ud. Den smager også godt kold.

Hertil serveres skiver af Manchego eller en anden fast ost, lidt grønt, som her blev rød peberfrugt i strimler og små tomater, og resterne af salaten fra dagen før.

Jeg havde kun store glas med oliven, så et lille glas med oliventapenade blev åbnet. Det smagte dejligt sammen med brødet. Der blev naturligvis også serveret en god spansk olivenolie og et glas rødvin til.

En meget hurtigt anrettes aftensmad, som endda er hyggelig at spise.

Velbekomme!

Nybagte kanelboller

image

Især når man har svenske børnebørn vækker det vild jubel, når man kan servere nybagte kanelboller. Men opskriften er nu fra en dansk madblogger Tante Grøn, hun kalder dem kanelsnurrer.

Som altid prøver jeg mig frem med nye opskrifter. Denne har jeg ikke gjort noget ved, men jeg har tillagt den et trick. Jeg laver dejen, laver kanelbollerne, sætter dem i en bakke i en pose, og så sætter jeg dem i fryseren. Så er de til at tage op stykvis, og man kan have nybagte kanelboller i løbet af kort tid.

Opskrift til dej: Smelt 150 g smør i en gryde og tilsæt 5 dl mælk, 2 tsk salt, 2 dl sukker, 3 tsk vanille og 2 tsk kardemomme. Rør 1 pk gær i, når blandingen er under 37 grader C. Tilsæt 13 til 14 dl hvedemel ad flere omgange. Dejen skal være blød og smidig. Rør 1 æg i dejen og lad den hæve 1 time tildækket på køkkenbordet.

Bland følgende til fyldet: 200 g smør, 3 tsk vanillesukker, 2 dl rørsukker eller farin, 2 spsk kanel.

Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den smidig. Del dejen i 2 stk. Rul hver del ud til en rektangel ca 3 mm tyk og smør fyldet på. Fold dejen halvt sammen på den lange led. Skær i strimler, ikke for tykke. Drej strimlerne og lav en knude. Læg knuden i en papirform.

image

Lad bollerne hæve tildækket i 30 min.

Sæt ovnen på 200 grader C. Pensl bollerne med piske æg/vand. Strø perlesukker på. Bag dem midt i ovnen i 8-10 min. Afkøl dem på bagerist.

Nybagte kanelboller er så let som ingenting. Velbekomme!

Herrekost på en kold dag

image

Det blev så pokkers koldt i weekenden, og vi måtte have noget at varme os på. Heldigvis havde jeg besøgt en gammel dame på plejehjemmet, og hun brokkede sig over dagens måltid, brunkål.

Jeg blev til gengæld ret lækkersulten. Jeg husker ikke at have lavet det selv før, men det var meget let. En sød veninde fortalte sin fremgangsmåde, og pludselig var vi to, der skulle lave brunkål samme dag.

I en stor gryde smeltede jeg ca 1 del sukker og tilsatte ca 75 g smør. I denne karamel brunede jeg et snittet hvidkål ganske let.

Da det var gjort, tog jeg et helt stykke røget bacon.  Jeg gætter på, at det var på 800 g. Jeg begravede det godt i hvidkålen i gryden, dækkede det godt til og lagde et stykke god medister (500 g) øverst.

Så lagde jeg låg på gryden og lod det stå og simre et par timer. Husk at tænde for emhætten, der lugter ret kraftigt af kål i køkkenet ellers. Jeg så naturligvis til gryden et par gange og vende lidt i kålen.

Denne herreret serveres med et godt rugbrød, rødbeder og en stærk sennep.

Velbekomme!

Masser af blomster indendørs

image

Det er ret så koldt derude, og der er ikke meget andet end sne og visne blade at se nu. Derfor er det ekstra rart at have forskellige blomster indendørs.

image

Jeg har dem i alle størrelser og farver i øjeblikket. Fra en mega stor rød dekoration lavet af Hanne Høgholt til de sødeste små blå anemoner i en anløben loppesølvskål. Søde hver især.

image

I et køkkenvindue står en meget stor og kraftig orkide. Den lyser virkelig flot op mod sneen udenfor.

Til gengæld står de tre små løgplanter yndigt og diskret i havestuen. De er i mangel af bedre plantet ud i glaslysestager. Og det går fint at bruge stagerne til det også. De tre Snowball passer så ekstra godt ind, når man tager vejret udenfor i betragtning.

image

En pludselig indskydelse

image

Når man er alene hjemme, kan man godt få en pludselig indskydelse kl 22:15 en lørdag aften. En uimodståelig trang til en sort bakke på spisebordet i køkkenet! Det var det, jeg fik i lørdags.

Nu har der i månedsvis været en metalbakke med diverse julepynt, og efterjulepynt, så nu kunne det være nok.

Heldigvis havde jeg en prøve på Annie Sloans Chalk Paint i farven Graphite stående, og det er så tæt på sort, det kan blive. Jeg havde også en gammel bakke, som oprindeligt var koboltblå, altså var den fra firserne engang. Den har været malet før, og nu kom den så under kærlig behandling lørdag aften. Frem med lidt gamle aviser og i gang. Det sviner nemlig heller ikke så meget som konventionel maling.

image

Chalk Paint er så let at have med at gøre. Det er let at male med, det tørrer enormt hurtigt, og så får det en lækker overflade. Med lidt hvidt voks, ingen slibning denne gang, eller ingen slibning endnu, og vupti, fristes jeg til at sige, så har jeg en ny bakke.

image

Jeg er meget tilfreds med resultatet.

Home alone

image

Jeg stod i supermarkedet ved kassen i fredags og klukkede for mig selv. Avocado, ananas, rød spidskål, granatæble, tre stykker smørrebrød, en stor flaske froosh smoothie, P tærter og Amar stænger! Ja, det er mine lækre indkøb til en weekend alene hjemme.

Og så var der æg og ost i køleskabet, hvilket er alt, jeg behøver til en lækker, lækker omelet.

image

Slå 3 æg ud i en skål, rør dem sammen med en gaffel og tilsæt peber.

Varm lidt olivenolie i en lille pande og hæld æggemassen i. Lad den stå bare et halvt minut og rør så i det, så det slipper panden hele tiden.

image

På et tidspunkt er massen efterhånden så fast, at den skal fordeles over hele panden i et ensartet lag. Massen er stadig meget fugtig.

image

Lad lad nu massen stå et øjeblik og læg ca 75 g ost i tern på. Med 2 paletknive er det nu muligt at folde omeletten over i halv størrelse.

image

Der skrues lidt ned for varmen, og når osten er ved at smelte, vendes omeletten om og steger lidt videre på den anden side.

Når den er gylden på begge sider serveres den, som den er, med lidt salat, eller med lidt skinke helt efter eget ønske. Den er let og saftig, meget lækker. Velbekomme!

image

Tærte af rester

image

Jeg er vild med grøntsagstærter. Man kan sagtens gå ud og handle ind til de vildeste tærter, men jeg synes, at det er sjovest og mest udfordrende at lave en tærter af de rester, som køleskabet gemmer.

I julen fylder de fleste køleskabet med mange ting, som ikke når at blive brugt. I mit tilfælde havde jeg totalt overdimensioneret behovet for rosenkål, og der var også brugt færre cherrytomater end forudset. Så de blev basis for min tærte i weekenden.

Opskriften er baseret på bladet Sæson, nr 3 2011. Da begyndte jeg at lege med grøntsagerne.

Tærtebunden består af

75 g grahamsmel, 75 g hvedemel og 1/2 tsk salt blandes. 75 g smør lægges heri og skæres i mindre stykker ned i melblandingen.  Det hele smuldres sammen. Dejen samles så hurtigt med en smule vand, jeg sætter hånden under den kolde hane for at samle det nødvendige vand. Normalt vil man så lade dejen stå koldt en times tid, men jeg flader den straks ud i en kvadratisk form på 23 x 23 m. Jeg trykker med håndfladen, fingrene og bagsiden af en spiseske. Herefter lader jeg den stå i køleskabet, mens jeg laver fyldet.

image

Fyldet til tærten varierer jo efter køleskabets indhold, men jeg starter med den flydende del.

Man blander i en skål 3 æg, 100 g feta i tern (jeg køber den hvide ost i blok og skærer selv), salt og peber, 2 dl creme fraiche. Creme fraiche var der ikke i mit køleskab den dag, så jeg hældte i stedet 1 dl sødmælk i.  I massen blandede jeg så de 300 g cherrytomater skåret i halve og så mange rosenkål, som fyldet kunne trække, også skåret i halve.

Tærtebunden skal forbages ca 12 min ved 200 grader. Inden den kommer i ovnen,  prikker jeg den med en gaffel (jeg har prøvet at glemme det, og det gjorde ikke noget. Jeg prikkede den bare efter forbagningen).  Så lægger jeg et stykke bagepapir på den og fylder den op med tørrede gule ærter. Dem købte jeg en gang på tilbud, og de fungerer gang på gang. Hæld dem i en pose, når de er kølet af.

 

image

Når bunden er bagt og kølet en anelse af, hældes fyldet i. Fordel eventuelt de større dele let med en gaffel.

Nu skal der 75 g reven ost over, inden tærten stilles i ovnen. Denne gang havde jeg et stykke Gouda, andre gange er det Danbo, og jeg har også prøvet at strimle skiveost.

Til slut bages tærten ved 200 grader i midten af ovnen i ca 25 min.

Tærten er rigtig god som tilbehør til en rest kød, men jeg har også serveret den som tilbehør til varmtrøget laks.

Velbekomme!

 

In the best tradition

image

Således er overskriften til min opskrift på julemiddag. Min opskrift stammer fra Good Housekeeping 1975. Da var jeg Mother’s Help i London, hvor jeg også holdt både jul og nytår.

Langt de fleste juleaftener, som jeg har lavet mad til, har foregået efter denne opskrift. Den bliver ganske vist fordansket, for vi spiser hjemmelavet rødkål og brune kartofler til.  Vi får altid ALTID rosenkål og små pølser omviklet med bacon til. Hvis jeg har været i England inden jul, købet jeg pølser med hjem derfra, ellers bliver det cocktailpølser, der omvikles. I år har jeg så 2 pakker færdigerullede pølser med hjem fra Edinburgh. De ligger i fryseren og venter på jul sammen med kalkunen.

Opskriften på kalkun er ret sjov, for den omhandler kalkuner fra 12 lb til 24 lb, altså op til næsten 11 kg. Det er mange år siden, jeg har set en så stor kalkun til salg herhjemme.

Kalkunen er ikke fyldt indeni, derimod er der et utraditionelt fyld mellem brystkød og skind. Fyld der består af fedtstoffer, citron, persille, daggammelt brød, salt og peber. Jeg blander det efterhånden uden opskriften. I modsætning til opskriften fra England, hvor man tager baconen af, fletter jeg bacon over hele fuglen og lader det sidde under hele stegningen.

Fuglen bliver så smuk, og den smager fantastisk. Og det bliver sovsen også.

Den skønneste julehåndmad

imageI går morges tog jeg på shopping i Malmø. Nej, ikke den slags med fancy butikker med tøj og julepynt. Næh, det var en meget praktisk anlagt shoppingtur med ankomst hos Willy:s i Emporia lidt før kl 7 morgen. Ja, på en søndag – og det funker!

På det tidspunkt har man butikken for sig selv, også Ica, som ligger ved siden af og også åbner kl 7, havde ikke andre kunder.

Foruden de sædvanlige ting kom der diverse juleprodukter i kurven. Blandt andet pepperkakor. Og de indgår i den allerbedste håndmad ved juletid.

Man tager en skive brød af surdej, smører den godt med blå Castello, og så lægger man disse brunkager ovenpå. Det er så lækkert!

image

Jeg ved ikke, om man gør det i Sverige, men jeg er blevet inspireret af svenske kolleger, som serverede pepperkakor  med cremet blå ost på. Man kan endda få den blå ost i tube til formålet.  Det smager altså også godt!

image

Måske skal du prøve? Du vil ikke fortryde det! Men husk at spise din mad, straks efter. Kagerne bliver bløde ved mødet med osten. Velbekomme!

En opskrift på ris a la mande, der fungerer hver gang

imageimage

Igennem mange år afprøvede jeg mange forskellige opskrifter på ris a la mande. Den blev først perfekt, da jeg brugte opskriften på posen med de økologiske ris fra Brugsen. Det er helt tilbage til dengang, der ikke var noget Anglamark brand. Jeg har gemt posen med opskriften. Nu tror jeg dog, at den ryger ud.

image

Opskriften er ganske enkel. Ofte følger jeg ikke en opskrift slavisk, men denne gør jeg. Der står 4 til 5 dl piskefløde. Jeg bruger kun 4 dl.

image