Endnu en weekend med pragtfuldt vejr

image

Hvor har det været skønt, at vi har haft endnu en af disse efterårsweekender med så pragtfuldt et vejr, at det er umuligt at sidde indendørs.

Jeg kom endelig ud i min trængende have, og hvor var det dejligt. Det er næsten midt oktober, og jeg kunne arbejde i shorts og kortærmet t-shirt.

image

Roserne blomster lystigt, de bunddækkende The Fairy blomstrer endda mere, end de har gjort tidligere. De led virkeligt under den tørre sommer  og tager så revanche nu.

image

Og der er fortsat mange knopper i roserne. Det er spændende, om de når at springe ud.

image

Katteurten  Nepata faassenii ‘Mussinii’ har været en stor fornøjelse hele sommeren. Den dækker et større areal på hver side af terrassen, og her har været et leben uden lige. Bier i massevis har summet dagen lang, og i øjeblikket er der mange sommerfugle.  Disse to blå bede med et par klippede taks er jeg rigtigt glad for.

Kagefade af platter

image

Tidligere på året lavede jeg et kagefad til en veninde. Hun fik det som værtindegave med påskeæg.  Jeg var kommet på den ide, som jeg senere så, at andre også var kommet på. Platterne kan købes til rimelig pris hos diverse loppemarkeder, og de kommer i størrelser, der passer godt sammen.

Den vanskelige del i processen var at bore gennem de tykke platter. Jeg arbejder stadig på at finde bor, der kan gøre processen kortere uden at ødelægge platterne.

image

Senere her i sommer har jeg lavet en 2-etaget etagere, som det praktisk nok oprindeligt hedder, for en anden veninde. Hun ville gerne have en, der passer til hendes megamussel. Hun kom selv med tallerkenerne, resten havde jeg. Det er en hyggelig måde at bruge gammelt porcelæn på, og det passer suverænt ind i cup cake kulturen, som fortsat har optur.

Jeg kan slet ikke vente med at lave flere. Jeg har forskellige tallerkener i gemmerne, som skal bruges til kagefad, når jeg har fundet en makker eller to til dem. Og det er jo den sjove del af opgave: at finde de tallerkener, der passer sammen. At vide, når man ser en fed tallerken, at der er noget, man kan bruge den til.

Hvad jeg så skal bruge disse kagefadet til i længden, det må jeg se at finde ud af. I første omgang skal jeg hygge mig med at lave dem.

Om 40 dage er julelikøren klar

image

I går aftes satte jeg lidt spiritus over. Min sloe gin har jeg tidligere omtalt, det er den til venstre på fotoet.

Til højre er det min julelikør. Det er en skøn opskrift, som var blevet væk for mig. Veninden, som gav mig den for mange år siden, fandt den igen frem til mig, så vi nu kan servere denne skønne likør til julen 2014.

En økologisk appelsin vaskes godt, prikkes 40 gange med en kødnål og lægges i et sylteglas. Der lægges også 40 sukkerknalde, 40 kaffebønner, og 2 stænge vanille i glasset. Der hældes 1 flaske Brøndum over. Der skal vendes lidt på glasset af og til i de næste 40 dage. Herefter sies det så gennem et kaffefilter.

Jeg skal lige tilføje, at jeg har skruet lidt på opskriften, da jeg kun kunne få minisukkerknalde. Derfor tog jeg 50 af dem.

Jeg har også opgraderet antallet af kaffebønner. Dem har jeg nemlig taget med hjem fra Kilimanjaro. De er ikke så store, som kaffebønner normalt er, så også her måtte jeg bruge flere.

Og på fotoet kan man se, at jeg har flere end 2 vanillestænger. Det skyldes, at jeg gemmer stængerne i glasrøret, hvis jeg kun har skullet bruge kornene. Derfor har jeg taget disse rester uden korn, flest halve, og lagt i glasset til likøren. Det er med at bruge det hele fuldt ud.

Jeg har sat kryds i kalenderen midt i november til at si likøren. Det er perfekt timing i forhold til julefestivitas!

Risiko for vindstød af stormstyrke

image

 

Jeg fik en SMS fra Codan. Jeg har været tilmeldt deres SMS varsling siden stormen i december 2013.

Da kom jeg ud i en vældig fart med stige og kurv. De sidste æbler blev plukket og dermed sikret, inden de faldt ned. De er lagt på trådkurve, så de kan tørre. Og havestolene, som alligevel skal ind for vinteren, blev også båret ind i sikkerhed.

Det var en våd og blæsende omgang derude, og det så ikke godt ud nogen steder med al det brune, våde snask. Og så midt i det hele blomstrer en af de hvide rhodendendron igen. Jeg er ved at have mistet for hvilken gang. Jeg tror, at det er fjerde gang i år, hvis ikke femte gang. Det er da helt fantastisk!

image

De skønneste æbler

image

 

I går begyndte det at blæse helt vildt herude midt på marken. Så var det ud med kurve og sikre, at de sidste æbler kom i hus. Jeg mangler dog stadig lidt. Det er dem, der sidder så højt på det ellers lille træ, at det er nødvendigt med en stige. Den nåede jeg nemlig ikke at få ud.

Jeg skal også en tur forbi Superbrugsen. Der gemmer de kasser til deres kunder. Formålet med dem er, at vi skal spare at købe poser, men det er også dejligt at kunne tage frugtkasserne til at opbevare frugt i. Så kan jeg nøjes med at lægge dem i et lag, hvilket er en god ting, når de gerne skal holde nogle måneder. Æblerne skal også sorteres, for nogle af dem var der bidt lidt i. De skal ligge for sig, så vi får dem spist først.

Dejlige sprøde friske æbler med masser af saft. De både dufter og smager godt. Og så er de smukke med deres æblekinder. Og ikke mindst: de er hjemmelavet!

image

Savner at bruge mine hænder

image

Mine skønne Zinniaer blomstrer lystigt i køkkenhaven mellem ukrudt af forskellig art. Det passer slet ikke til mit temperament, men jeg har et intensivt læringsforløb og en snarlig eksamen.

Men for pokker, hvor jeg savner at arbejde med mine hænder og være kreativ!

image

 

Så så snart eksamen er ovre, skal jeg i haven! Min fantastiske rose på bue (navnet har jeg glemt p.t.) er gået fuldstændig amok, mens jeg har været optaget. Jeg skal have en stige frem, og så skal den nusses om og bindes op.

image

Jeg har også et projektbed (!), som skal graves op og lægges om. Jeg startede for længe siden, men blev så opslugt af bøgerne.

Haven trænger i den grad til en kærlig hånd, og det skal den få inden længe. Jeg glæder mig!

Gårsdagens våde gåtur med de bedste venner

image

Når jeg går mine lange ture, så er mine vandrestøvler øverst på listen over gode venner. Uden dem ville disse ture være umulige. Det er mit bedste fodtøj ever!

image

Men den gamle ruhår er også en speciel ven, og turene ville ikke være de samme uden ham. Han gør undervejs opmærksom på ting, som jeg ikke selv ville have opdaget.  Somme tider gør han mere ud af det, end det er. I går var det en afmærkningspind på marken på den anden side af åen. Jeg ved ikke hvad, han forestillede sig, den var. Men den fik en røffel.

I de sidste blomster i kanten af stien gik han også lidt over gevind, men jeg tror, at han havde ret i, at der der var en mus.

Gammel og lidt skør, ja. Og jeg kan blive gal i skralden over hans opførsel somme tider. Men en god ven på ture, det er han!

image