Forårskuller

Forårskuller

Når vi når dette tidspunkt på året, kan jeg slet ikke komme mig over, hvor heldig jeg er, at jeg bor på landet. Jeg kan gå en lang tur direkte fra huset, gennem haven og ud i naturen, og hver dag opleve nye ting.

I går morges gik den gamle ruhår og jeg gennem de vådere dele af matriklen. Her mosser alting til, og her gror mange piletræer vildt. De fældes løbende og bliver til flis og senere varme og varmt vand til husholdningen, men de pynter så fantastisk, så længe de står i naturen. Og især lige nu med de mange gæslinger. Jeg fik da også en buket forårskuller med hjem.

image

 

Men vi er også nået så langt hen, at det ikke varer længe, før vintergækker og erantis må overgive sig til varmere vejr. Så for tiden nyder jeg ekstra synet af dem fra min kontorplads.

image

Forårshaven

image

Lørdag tilbragte jeg udendørs i Forårshaven. Vejret var fantastisk, og der var masser at lave, for husbonden gik haven igennem med motorsaven.

Når man bor på landet, har det en lidt anden betydning end i en rækkehushave.

Jeg stablede bunke efter bunke af grene, som jeg havde slæbt udenfor hækken. Herfra blev de så kørt væk med minilæsseren.

image

Det lysner gevaldigt, når alle de store tunge grene saves af, og der dukker kønne ting frem. Som denne smukke træstub fuldstændigt tilgroet med en svamp.

Grandække

Et meget højt grantræ fik de nederste grene skåret af. Disse grene var hver på størrelse med et stort grantræ. Dem skar jeg til, og de blev dels til granflis under rhodendendrons, dels til dække af mine skønne krukkehortensiaer, som under gangbroen til bagdøren allerede er begyndt at skyde.

Krukkehortensiaer

Der har været tale om frost, så de har fået lidt grandække.

En slags tapas

En slags tapas

Lørdag tilbragte jeg det meste af dagen udendørs, og det var derfor ikke lysten til at tilberede et stort måltid, der var størst.

Heldigvis havde tankerne omkring mad strejfet mig tidligere på dagen, og jeg havde handlet lidt, der kunne bruges til at anrette en slags tapas.

Resten af serveringen afhang af indholdet i køleskabet og skufferne.

Køleskabet indeholdt heldigvis en røget dyrekølle, som vennerne fra Sverige havde med i sidste måned. Så der blev skåret tynde skiver af den.

Der var kartoffelrester, som indgik i en kartoffelæggekage, som ikke kunne være serveret bedre. Den mindede faktisk om en, jeg har fået i Barcelona. Pisk 4 æg sammen med en gaffel, tilsæt salt og peber efter ønske, tilsæt 4 mellemstore kolde kogte kartofler skåret i mellemfine tern. Steg æggekagen i olivenolie på svag varme i en lille pande. Når den ikke længere er våd, skubber man æggekagen over på et låg, vender panden om med bunden i vejret oven på låget, og så kan det hele vendes, så æggekagen nu har den stegte side opad. Den kan så steges færdig,  og på en tallerken skæres den ud. Den smager også godt kold.

Hertil serveres skiver af Manchego eller en anden fast ost, lidt grønt, som her blev rød peberfrugt i strimler og små tomater, og resterne af salaten fra dagen før.

Jeg havde kun store glas med oliven, så et lille glas med oliventapenade blev åbnet. Det smagte dejligt sammen med brødet. Der blev naturligvis også serveret en god spansk olivenolie og et glas rødvin til.

En meget hurtigt anrettes aftensmad, som endda er hyggelig at spise.

Velbekomme!

Nybagte kanelboller

image

Især når man har svenske børnebørn vækker det vild jubel, når man kan servere nybagte kanelboller. Men opskriften er nu fra en dansk madblogger Tante Grøn, hun kalder dem kanelsnurrer.

Som altid prøver jeg mig frem med nye opskrifter. Denne har jeg ikke gjort noget ved, men jeg har tillagt den et trick. Jeg laver dejen, laver kanelbollerne, sætter dem i en bakke i en pose, og så sætter jeg dem i fryseren. Så er de til at tage op stykvis, og man kan have nybagte kanelboller i løbet af kort tid.

Opskrift til dej: Smelt 150 g smør i en gryde og tilsæt 5 dl mælk, 2 tsk salt, 2 dl sukker, 3 tsk vanille og 2 tsk kardemomme. Rør 1 pk gær i, når blandingen er under 37 grader C. Tilsæt 13 til 14 dl hvedemel ad flere omgange. Dejen skal være blød og smidig. Rør 1 æg i dejen og lad den hæve 1 time tildækket på køkkenbordet.

Bland følgende til fyldet: 200 g smør, 3 tsk vanillesukker, 2 dl rørsukker eller farin, 2 spsk kanel.

Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den smidig. Del dejen i 2 stk. Rul hver del ud til en rektangel ca 3 mm tyk og smør fyldet på. Fold dejen halvt sammen på den lange led. Skær i strimler, ikke for tykke. Drej strimlerne og lav en knude. Læg knuden i en papirform.

image

Lad bollerne hæve tildækket i 30 min.

Sæt ovnen på 200 grader C. Pensl bollerne med piske æg/vand. Strø perlesukker på. Bag dem midt i ovnen i 8-10 min. Afkøl dem på bagerist.

Nybagte kanelboller er så let som ingenting. Velbekomme!