Kategoriarkiv: I køkkenet

Hindbærhøsten / hindbærsoftice

image

Jeg havde slet ikke forventet nogen stor hindbærhøst i år på grund af den tørre sommer.

Men naturen er en sjov størrelse, og den snyder os gang på gang.

Gennem ca en måned har jeg plukket 1 ltr hindbær hver dag. Nu er jeg nede på 1 ltr hver anden dag.

Hvis ikke vi har gæster, og jeg skal bruge bærrene til en dessert, eller jeg tager nogen med på besøg, så bliver de lagt i fryseren. Nogle blot i en pose oven på hinanden. De kan somme tider på grund af fugtigheden i bærrene blive blokke. Det er dem, der senere skal laves marmelade af.

Jeg fryser dog nogen af dem i en plastikbakke enkeltvis. Når de er i frosne, hælder jeg dem så over i en pose. Det er dem, jeg bruger til en hindbær/toscatærte eller til hindbærsoftice.

Til hindbærsoftice blender man i en kraftig blender 1 dl enkeltfrosne hindbær, 1 dl piskefløde og 1 spsk flormelis sammen. Det passer ca til 1 person.

Jeg portionsserverer som regel et stk brownie med 1 lille sylteglas med hindbærsoftice og lidt blandet frugt. Køber man brownien færdig (hvis jeg gør det, er den fra Irma), er det en meget let dessert at lave.

 

 

 

 

 

 

 

Æblehøsten

image

I går nåede jeg lige at få plukket Filippa æblerne, inden det begyndte at regne igen. Æblerne skal helst være tørre, når de plukkes.

Der var dog ikke så mange, at de ikke kan holde sig, selvom de skulle være fugtige. Der var i år mange store æbler. Jeg ved ikke, om det skyldes den dejlige sommer, eller om det skyldes, at træet nu er ved at blive voksent.

Vi har et æbletræ mere. Jeg kender ikke sorten, men de er rigtigt gode at gemme længe. De sidste par år har det båret ret mange æbler. Men de er ikke klar til at blive høstet endnu.

Det er skønt at kunne spise egne æbler. De er gode og saftige, de er gratis, de er ikke transporteret langt, de er uden sprøjtemidler, og så har jeg lavet dem selv. Det er virkelig en stor tilfredsstillelse at kunne gøre det.

Foruden de æbler, vi spiser friske, så har jeg også samlet en del på plænen under træet. Af dem laver jeg æblemos, som jeg kommer i fryseren. Så er der noget at tage op til en æblekage eller lidt fynsk æbleflæsk i løbet af vinteren.

Når jeg har lavet mosen, lægger jeg den i små bokse. Fryser dem ind, og så flytter jeg den frosne blok æblemos over i en pose og tilbage til fryseren.  På den måde har jeg ikke behov for så mange bokse, men har stadig styr på indholdet.

Der var lige en smule, der ikke var plads til i en af bøtterne, hvad så? Jo, så smager det dejligt med piskefløde på!

image

Rabarbersaft

image

Min svigerdatter lavede en dag den dejligste rabarbersaft. Jeg fik heldigvis linket til opskriften af hende, så da mine rabarber i haven igen begyndte at give fine stilke, prøvede jeg at lave den. Jeg synes, at den er knap så lyserød, som den hun havde lavet. Det skyldes måske typen af rabarber. Men den smager fantastisk. Jeg satte den på henkogningsglas (disse er fra Netto sidste efterår), mens saften var varm, og den holder sig fint på køl heri.

Linket til opskriften er http://cutecarbs.com/2013/06/rabarbersaft-sod-og-syrlig/

og ellers kan du læse den herunder. Jeg fik 2,4 liter lækker saft.

Ingredienser

1 kg rabarber
400 g rørsukker
1 vaniljestang
Saft fra en citron
1,7 l. vand

Sådan laver du rabarbersaft

Skær rabarberne i skiver og kom dem i en gryde og tilsæt sukker, vand, vaniljekorn og citronsaft
Kog det hele op, og lad det koge i 7-8 minutter, indtil rabarberne er helt møre
Tag gryden af varmen og lad saften afkøle lidt
Sigt rabarbersaften gennem et almindeligt sigte, og siden igennem en saftsil eller et klæde f.eks. et rent viskestykke
Kom den færdige rabarbersaft på skoldede flasker
Opbevar den fine lyserøde saft på køl – den kan holde sig i op til tre uger. Server rabarbersaften med isterninger og lidt postevand eller vand med brus, så du får en let boblende og meget sommerlig drik!

 

Sker dette kun for mig?

image

En af de ting, jeg anvender allermest i køkkenet, er min damp indsats fra Joseph Joseph. Den grønne udgave er fra Magasin.dk. Jeg damper grøntsager, varmer grøntsager, og de bliver så gode. De bliver ikke sjaskede, som hvis man koger dem. Og det er gået rigtigt godt i lang tid.

image

Indtil forleden! Jeg blev optaget af et eller andet og glemte min gryde.  Og fordi låget var på, lagde jeg ikke engang mærke til det. Først da jeg tog låget af, gik det op for mig. Shit!

image

Nu overvejer jeg, om jeg skal bruge resultatet som en særpræget frugtskål eller måske til chips?! :-)

Tiramisu-inspireret trifli

image

En weekend i foråret vaklede jeg mellem at lave tiramisu og trifli til dessert til en gæstemiddag. Det blev en både-og dessert.

Mange gange har jeg lavet hindbær tiramisu efter opskriften i Moderne Mamma i en fart. Den er fantastisk. Jeg havde rabarber i haven, og købte nogle jordbær at kombinere med. Af de to frugter lavede jeg en kompot. Jeg har ikke lavet en opskrift på det. Men nu lavede jeg igen, igen denne dessert og denne gang med friske hindbær, som for tiden vælter frem i rå mængder i køkkenhaven.

Der bliver 6 portioner, når desserten serveres i små sylteglas.

Cremen lavede jeg, som følger,

Fire pasteuriserede æggeblommer piskes skummende med 100 g flormelis og 1 spsk vanillesukker. Der tilsættes 250 g mascarpone og piskes, til massen er cremet.

I en anden skål piskes 2 dl piskefløde næsten stift. Flødeskummet vendes forsigtigt i æggecremen.

Otte lady fingers skæres hver i 3 lige store stykker.

I hvert af de små glas lægges 7 hindbær i bunden. Lady finger stykkerne vendes hurtigt i sherry, og 2 stykker lægges ovenpå og presses ned. Der lægges et lag creme. Igen lægges 7 hindbær, sherry-vædede lady fingers presses ovenpå, og der lægges endnu et lag creme. Glasset bankes let mod et passende underlag, så cremens overflade bliver glat. Til slut pyntes med 6 hindbær.

Det er en utrolig let opskrift at håndtere, og desserten skal helst laves om formiddagen, så de forskellige lag kan nå at integrere. Det er husmodervenligt!

image

Jeg brugte til 6 glas,

8 lady fingers

ca 1 dl sherry (Walnut Brown)

120 hindbær

4 pasteuriserede æggeblommer (= 2 bægre)

100 g flormelis

1 spsk vanillesukker

250 g mascarpone (= 1 bæger)

Velbekomme!

Brombærmarmelade

image

 

I år har jeg ikke brombær i haven. Begge planter lagde sig i vinter, men heldigvis er den ene igen sund. Men den vil jo ikke bære frugt i år.

Og i forrådsskabet er der heller ikke flere brombær på glas, så jeg troede, at vi måtte vente over et år, før vi igen skulle have brombær på brødet.

Men da hindbærrene nu vrimler frem, skulle der ryddes op i fryseren, så der er plads til friske hindbær til vinterens madlavning. Og der allernederst lå en pose med to kilo brombær, så jeg kunne lave 10 glas meget populær brombærmarmelade.

Opskriften er,

2 kg brombær

2 kg sukker (jeg har købt i Sverige til 1/3 af den danske pris hjulpet af den gunstige kurs)

1 brev Melatin med konserveringsmiddel.

Kog bærrene op med lidt vand i bunden af gryden. Husk at gryden skal være stor nok til hele massen. Og husk at omrøre ind i mellem. Lad dem koge i 5 min. Brug nu stavblenderen til at smadre bærrene. I modsætning til hindbær koger brombær ikke ud, men bliver snarere hårde klumper, og dette med stavblenderen er mit trick til at få ros for en brombærmarmelade.

Tilsæt 2 kg sukker på nær et par spsk, som blandes i et glas med Melatinen. Når brombær og sukker er kogt op, skal det småkoge i 5 min. Så tilsættes Melatin-blandingen i glasset lidt efter lidt, mens der piskes med et piskeris. Det er vigtigt, da der ellers kan komme klumper i marmeladen.

Kog det i 2 min og skum marmeladen. Skummet kan samles i en skål og spises som det første. Det fejler ikke noget.

Hæld marmeladen på glas, og skru straks låget på. Jeg får 10 glas af denne portion. Og med det svenske sukker bliver det lige godt 2 DKK pr glas!

image

Min fars orangemarmelade

image

Da min far for mange år siden gik på pension, begyndte han at tage over i køkkenet. Han bagte de skønneste sigtebrød, og han lavede den dejligste appelsinmarmelade.

På et tidspunkt sendte jeg opskriften til Femina/Min bedste opskrift (i 2002) og fik 200 kr for den. Nemt tjente penge! Men det gør jo også, at jeg nu har den sødeste kopi af opskriften med et smukt foto.

Det er en rigtig vintermarmelade.

To ting er vigtig for at få den flotte gyldne farve og den rigtige konsistens, nemlig rigeligt sukker og langsom kogning.

6 økologiske appelsiner

3 økologiske citroner

1 1/4 liter vand pr kg hakket frugtmasse

Sukker ‘kilo til kilo’

Vask frugterne og skær dem i små stykker. Hak dem i en kødhakker eller foodprocessor. Vej den hakkede frugtmasse og overhæld den med 1 1/4 liter koldt vand pr kg.

Lad det stå tildækket til næste dag. Lad blandingen småkoge uden låg i 30 minutter. Lad det igen stå til næste dag.

Vej nu massen igen og kom lige så meget sukker i, altså ‘kilo til kilo’. Lad det nu koge igen, langsomt og uden låg, til marmeladen begynder at stivne. Det tager ca 1 time.

Fjern det skum, der dannes undervejs, og rør tit i gryden. Kom den varme marmelade på skoldede glas og luk dem straks.

Velbekomme!

 

Nemme koldthævede boller

image

At bage med børnebørnene er det hyggeligste. Så er det fint at benytte den dej, der skal formes som boller med hænderne og efterhæve. Det nyder børnene, og det nyder jeg. Og forældrene er glade, når børnene stolte viser  posen med deres egne boller, som kan tages med hjem.

Men  når jeg bager til dagligt, bliver det den koldthævede udgave. Jeg lægger dejen om morgenen og bager om aftenen, eller jeg lægger dejen om aftenen og bager om morgenen.

Opløs 1/2 pakke gær i 5 dl koldt vand. Tilsæt 1 dl solsikkekerner, 1 tsk salt og 5 dl grahamsmel. Rør til det er en lind masse. Tilsæt så 3 dl hvedemel. Man skal stadig kunne røre det med en grydeske.

(Et alternativ til de 5+3 dl mel er 4 dl rugmel+4 dl hvedemel. Bollerne passer så bedre til pålæg).

Sæt skålen i køleskabet tildækket med plastfolie.

Næste morgen tændes ovnen på max på almindelig ovnvarme. Læg bagepapir på en plade, tag to spiseskeer og sæt med dem 3 rækker a 4 boller ud på pladen. Jeg gør bollerne våde ved at dryppe dem med vand fra hanen på hænderne.

Sæt pladen ind på mellemste hylde i ovnen, og skru straks ned til 200 grader. Efter 15-20 min er der friske boller. Jeg trækker hele bagepapiret over på en rist, og når bollerne er kølet en smule af, sætter jeg dem direkte på risten og lægger et rent viskestykke over.

Bollerne bliver ikke altid meget høje, men de er saftige og gode.

Velbekomme!

image

Enkle kokosmakroner

image

Ofte er det enkleste også det letteste. Selv har jeg det med at kaste mig ud i indviklede opskrifter med en masse speciallavet pynt. Men jeg er heldigvis opmærksom på det, så når jeg finder noget enkelt, så skal det afprøves.

Som det skete med opskriften på kokostoppe i tilbudsbladet fra Rema  1000 i denne uge. To ingredienser, evt tre, så bliver det ikke lettere!

Bland 1 dåse Nestlé sødet kondenseret mælk med 300 g kokosmel i en skål. Form massen til toppe og bag dem på bagepapir i en forvarmet ovn på 175 grader i ca 10 min. De skal bare være let gyldne. Dyp fingrene i vand ved formningen, så er toppene lettere at forme. De skal køle af på rist, og bunden kan derefter dyppes i smeltet chokolade. Tørres på bagepapir.

Jeg fik 25 stk pænt store mod opskriftens 20 stk. De er fantastiske også uden chokolade, og de er meget lette at lave.

image

 

Hjemmelavet ribsgele med mærkater

image

Hjemmelavet marmelade og gele er det bedste, der findes til dit brød. Jeg startede i vores unge år med at lave marmelade af bær, vi fandt i naturen. Det blev til mange glas med brombær, for vi kom hjem med fulde bæreposer.

Siden fik vi have, og bærene blev af egen avl. Ribs, solbær, hindbær, jordbær, men især de dejlige brombær. Dem har jeg ingen af i år, da mine buske af ukendte årsager visnede. Den ene er dog kommet op igen, så der er håb forude i 2015.

I år har jeg lavet rigtigt meget gele, og jeg laver det med breve med Melatin. Det er meget let at følge opskriften på posen, 1 liter saft, 1 kg sukker og 1 brev gul Melatin til gele.

Det værste for mig har altid været mærkaterne til glassene. Man kan sagtens arve tomme glas hos venner og familie, men hvem gider at rense dem for gamle pålimede etiketter?

Jeg genbruger selvfølgelig mine glas, og jeg har mine yndlingsglas! Men når man som jeg også giver glas væk, så skal der af og til nye glas til. Hvis du har et godt tip til, hvordan man bedst fjerner den gamle etiket, må du meget gerne dele den viden!

Når jeg sætter mærkater på mine sylteglas, bruger jeg fx postkort, billige lykønskningskort eller lignende. Jeg klipper/skærer dem ud i passende størrelse, og med en hullemaskine sætter jeg til sidst et hul i et hjørne.  Jeg skriver fx ‘Ribsgele 29/2014’, hvilket betyder ‘produceret i uge 29, 2014’. Så er det let for mig at se, hvor gammel produktet er.

Jeg sætter en elastik i og rundt om glassets hals. Det er let, også når glasset skal bruges igen.