For 2 år siden i morgen på dette tidspunkt var jeg på toppen af Kilimanjaro. Min veninde og jeg havde valgt at rejse med Kipling, og vi valgte den lange rute Lemosho for at have en længere tur mod toppen end de mest anvendte. En længere tur giver dig længere tid til at vænne dig til højden. Lemosho ruten tager 7 dage i alt op og ned.

Jeg havde trænet jævnt i 4 år forinden, så min grundform var på plads. På Aerobicgården i Frederikssund, hvor jeg trænede til daglig, satte jeg det seneste år kadencen op, og cross fit og endnu mere muskeltræning kom på programmet. Fra midt december, som var ca 7 uger inden afgang, trappede jeg ned igen, og nøjedes med cykeltræning et par gange om ugen. Den 2. januar startede min intensive træning anbefalet af Tom Hoel, som i hele mit forberedelsesforløb var min gode støtte og coach. Hver dag 10 dage i træk gik jeg i 2 timer på løbebåndet med max stigning (15%) iført trekkingstøvler og rygsæk med stigende vægt.  Efter de 10 dage trappede jeg igen ned til 2 ugentlige cykeltræninger indtil afgangen til Afrika.

Det var den mest fantastiske tur, en oplevelse ikke bare fysisk, det var så sandelig også en, jeg fristes næsten til at sige, spirituel rejse. Selvom man går langsomt, meget langsomt for ikke at presse kroppen for meget og dermed blive højdesyg og ødelægge sine muligheder for at nå toppen, så er man ind i mellem meget presset på grund af træthed i musklerne. Musklerne får ikke den ilt, de er vant til, og for at kunne blive ved med at gå i den situation, så lukker man sig selv ind i en trancelignende tilstand, når det står værst til. Det giver en ro og mulighed for tanker, som man ikke giver sig i hverdagen. Trancen kommer, når man giver sig hen til tanker om at nyde hvert skridt på denne store oplevelse, og tankerne bliver ‘højre fod – venstre fod – højre fod – venstre fod osv. Så udfordringen, som man inden turen tror, udelukkende er fysisk, ender med at blive  en både fysisk og psykisk rejse.

Naturen på Kilimanjaro er fantastisk. Man går gennem fem klimazoner, fra 30 graders fugtig varme i regnskov til de 9 minusgrader, vi havde på toppen. Der er vækster på bjerget, som udelukkende gror netop der.

Dyrelivet er også specielt. Jeg har tidligere gået spor i Afrika flere gange, og jeg genkendte eland, vild hund og honninggrævling.  Der var forskellige abetyper også. Her en colobusabe i regnskoven.

Turens klimaks havde jeg forventet var at stå på toppen med armene i vejret ‘Yes, jeg gjorde det’, men det var det ikke. Endnu kan jeg fornemme den mærkelige fornemmelse det var at stå helt deroppe i næsten 6 km højde og ikke føle det, jeg havde forventet. Der gik nogle dage, efter at være kommet ned igen, og da gik det op for mig, at det var rejsen, altså den fysiske anstrengelse og tankernes frihed til at være der og ikke være der, der var tilfredsstillelsen ved rejsen til Kilimanjaros top.

Om du skulle have lyst til at prøve dine grænser af, have lyst til at sætte dig et mål, som du vil sætte alt ind på at nå, så skal du beslutte dig for at gå de 80 km til Kilimanjaros top. God tur!