Det første forår, vi boede her på gården, blev jeg næsten slået omkuld, da det store bed begyndte at blomstre. Det er overvældende gult og hvidt af erantis og vintergækker afhængigt af retningen, vi ser det. Men der er flest erantis, for det er dem, der breder sig lettest.

Mellemste barnebarn blev også overvældet, og sidste år i en alder af 3 et halvt sagde han, ‘farmor, sikke mange vintergækker du har’. ‘Ja, Her er rigtigt mange, men der er flere erantis’. ‘Nej, farmor, du har rigtigt mange vintergækker’. Og sådan blev han insisterende ved, selvom jeg forklarede. Indtil det gik op for mig, at her var tale om sprogforvirring.  Han bor nemlig i Sverige, og jeg kom i tanke om, at på svensk hedder erantis vintergækker, og vintergækker hedder snødrop. Så han havde jo ret!

Så viste jeg ham de danske vintergækker, fortalte, hvordan de svenske vintergækker hedder erantis på dansk, og vi gik videre rundt i haven. Da vi så nogle små cyklamenfarvede blomster, spurgte han, om det var roser, men nej, det var aurikler. Med så stor interesse for blomster i så ung en alder, hvad kan det så ikke blive til?!

Han er i øvrigt tosproget dansk og svensk og skifter behændigt sprog afhængigt af de mennesker, han taler med.