Tag-arkiv: bed&breakfast

Sommerferien i Skotland

IMG_4173

Inden jeg snart tager på juletur til Edinburgh må jeg hellere sætte lidt ord og fotos på sommerens tur rundt i Skotland.

Vi har været der så mange gange, men mest ude på landet på jagt og sammen med en dejlig flok jagtvenner. Vi trængte til en tur rundt i landet på egen hånd.

Det var en dejlig ferie med masser af natur, dejlig mad og overnatning på B&B.

Vi kørte ret direkte op til Dufftown, som skulle være whisky centrum for området. Byen er ganske kedelig, men her er mange dis-tillerier i området, og Glenfiddich ligger netop her.

Derefter kørte vi over til vestkysten, som er det langt smukkeste område. syd for Glasgow bliver det også mindre spændende på vestkysten.

IMG_4200

Vi besteg det højeste bjerg Ben Nevis på 1344 m. Jeg troede faktisk, at det ville være ganske let. Jeg har trods alt trekket til toppen af Kilimanjaro. Men stierne til toppen af Ben Nevis er for det meste belagt med sten, som gennem tiden har flyttet sig. Derfor er nedturen hård. Man springer nærmest fra sten til sten, og skal derfor være meget påpasselig for ikke at sætte fødderne forkert. Det er hårdt for knæene.

IMG_4290

I nærheden af toppen skulle vi også gennem en masse sne, hvilket var helt uventet. Heldigt, at vi havde godt med mønster på støvlesålerne.

IMG_4300

Det var en skøn tur til toppe. Den tog godt 7 timer for op- og nedturen incl. spisning af madpakke på toppen.

Jeg har aldrig set kronhjort derovre, så min begejstring var stor, da jeg en dag måtte bede om at få stoppet bilen.  Vi havde mange gange set prikker på de fjerne bjergtoppe i kikkerten, men her stod der to unge hjorte lige ved vejen. Det var et fantastisk syn!

IMG_4252

 

 

 

Melvaig Inn, Skotland

image

Vores sommertur til Skotland var jo fantastisk, og jeg har flere gange nævnt Melvaig højt oppe i det nordvestlige, hvor vi overnattede på Bed & Breakfast hos Fran og Chris.

Aftensmaden bestilte jeg allerede ved bookningen af overnatningen. Fran anbefalede, at vi spiste på kroen, og at vi bookede på forhånd.

Vi kunne gå derned, der var ikke langt. Foto er fra vores værelse mod kroen. Restauranten var anderledes end noget, vi har set før.  De har en stor samling af vinylplader, og ellers er der udsmykket med mange sjove ting. Det er muligt at spille billard og vælge musik på jukeboxen. Det er et lokalt sted, og en af gæsterne var iført store gummistøvler. Så vi følte os ikke helt ved siden af i vandrestøvler.

image

image

Maden er lokal, hvilket den i øvrigt er de fleste steder i Skotland. Og sea-food er altoverskyggende. Vi fik en seafood platter til to personer (£ 40), og en lokal øl til.  Der var pommes frites, salat og brød til. Det var et fortræffeligt måltid! Og vi blev meget mætte. Sjovt nok, så var det Fran, der serverede, og jeg gætter på, at hun var leverandør af æg, salat og grøntsager fra sit lille landbrug. Måske endda kylling og gris, som var fritgående på hendes bjergmark.

image

Mætte og tilfredse gik vi tilbage til vores overnatning ad stranden.

 

Køkkenhaver

IMG_0142

Jeg er vild med min køkkenhave på en ambivalent måde. Det er så dejligt, når man sår den til. Når den står snorlige med de spæde planter i række og geled. Når man høster de dejlige afgrøder.

Men med megen regn og varme, når jorden er tung, og det ikke er til at komme af med ukrudtet, så er det hårdt arbejde.

Min køkkenhave bliver normalt fræset, men jeg synes ikke, at det er godt nok. Så i år skal den graves igennem inden vinter. Der skal godt med blade i jorden fra sommerens hækklipning nr 2. Det bliver bedre for knolde som kartofler og gulerødder. Måske jeg så skal prøve at finde det store jernstykke, som jeg somme tider støder på. Jeg skal nok grave helt til Kina for at få det op.

På vores sommerferie i Skotland mødte vi flere skønne køkkenhaver.

Den første var hos Fran og Chris i Melvaig, som ligger så langt man kan komme ad en grusvej helt ude nordvest direkte mod vandet med udsigt til nordkysten af Isle of Skye. Her har de uden tvivl en pokkers hård vestenvind, og alligevel havde Fran her præsteret en smuk lille have med en snorlige køkkenhave. Fran og Chris har en sød lille Bed & Breakfast til os, der vover os meget langt ud for almen vej.

IMG_4239

I samme lille Melvaig, som består af ganske få huse, spiste vi aftensmad på kroen. På vej derhen fangede jeg lige endnu en køkkenhave med linsen henover muren.

image

Grunden til, at jeg blev meget interesseret i denne, var, at der i en potte står en ganske lille Black Lace. Det er en hyld med mørkerødt løv og lyserøde blomster. Den står til højre for det nærmeste bed. Min søster og jeg købte hver en efter at have forelsket os i dem på Chelsea Flower Show i 2011.  De er nu ret store og meget smukke. Min søster har lavet hyldeblomstsaft af sin, og saften bliver også lyserød! Så da jeg så denne lille hyld, besluttede jeg mig for at prøve selv at så hyld fra de bær, der nu er på min. Det varer ikke længe, før de er modne. Det bliver spændende, om det vil lykkes.

Jeg havde glædet mig meget til at se køkkenhaven på Fredensborg for nyligt, og den skuffede ikke. Jeg ville blot gerne have haft mere tid at nyde den i. Den er fantastisk smuk og klassisk opbygget. Virkelig et besøg værd den ene måned om året, der er åbent.

image

Lækker Bed & Breakfast i Edinburgh

image

Sommerferien i år gik til Skotland, hvor vi kørte rundt og nød den skønne natur, inden vi sluttede af i Edinburgh.

Her boede vi på den mest fantastiske Bed & Breakfast, hos Fiona og Jimmy i deres Glenalmond House.

Stedet ligger i den sydlige del af byen og godt i forhold til centrum. Det er efter mine ben i gå-afstand til både den gamle og den nye bydel. Men hvis man er knap så energisk som mig – jeg er godt nok kendt for at tage livet af medrejsende – kan man tage bussen, som holder lige uden for. En dagsbillet koster £ 3,50.

Huset er renoveret i klassisk stil. Det er meget hyggeligt og meget engelsk. Jeg så ind på flere af værelserne, da vi ankom tidligt før andre gæster. De mange muligheder er imponerende. Man kan endda få et værelse med en dobbeltseng og 3 enkelte senge, alle i samme klassiske engelske stil. I alt kan Fiona og Jimmy have ca 20 overnattende gæster.

Morgenmaden er overdådig. Man udfylder simpelthen et bestillingskort  aftenen inden. Pandekager, vafler, Scottish breakfast  med haggis, havregrød – der er alt.

Hvis du planlægger en tur til Edinburgh eller bare har lyst til at se en konkurrent til et hotel, så check deres hjemmeside www.glenalmondhouse.com.  Jeg glæder mig til at planlægge mit næste ophold dér!