Tag-arkiv: bord

Når man bliver overhalet af et lille rødt bord

image

Farverne herhjemme er afstemte rum for rum, og jeg kunne ikke drømme om at sætte et rødt møbel ind i de allerfleste lyse rum. Det vil sige indtil for nyligt.

En kær veninde forærede mig det sødeste lille røde bord, som hun havde fundet i et udhus i sit svenske hus. Det er afskallet, og det er gult under den røde maling.

Det var meningen, at det skulle males med Annie Sloan maling i en douce farve, men der var ikke et sted, der lige var brug for det. Derfor var det svært at beslutte en ny farve.

Og så var det, at der en efterårsaften med lidt regn skulle serveres champagne i havestuen, og der manglede et lille bord.

Ind kom det lille røde bord, selvom den røde farve skriger mod den gustavianske blå. Og pludselig har jeg vænnet mig til den røde farve, og nu er nogle orkideer flyttet derud, indtil frosten kommer, og rummet bliver for koldt til planterne.

Det er sjovt, som en opfattelse kan ændre sig tilfældigt.