Endelig lykkedes det! Altså at få et foto at den store flagspætte, som frekventerer haven i denne tid.

Og det blev ikke et godt foto, men det var så godt, som det kunne blive hængende ind over vasken i rummet ved bagtrappen.

Jeg havde netop set den fare omkring nede i haven ved foderhuset der. Så jeg rendte op på første sal og greb kikkerten. Da var den væk. Heldigvis så jeg den så flyve op mod foderbrættet udenfor vinduet. Væk igen. Indtil jeg opdagede, at det sidste stykke af fedtkuglen, jeg havde lavet af palmin og fuglefrø var faldet på jorden, og at flagspætten sad dernede.  Og det var det, der gjorde det lidt besværligt at tage et billede.

Men jeg er rigtigt glad for, at det lykkedes. Børnebørnene er meget glad for naturen, og de kan godt lide at følge med. Så de skal da også se flagspætten, selvom den ikke er på besøg, når de er her. Selv kunne jeg foruden at tage et foto og en tid blot nyde at se på denne smukke fugl.

De har alle tre været med til at dissekere uglegylp. Det er så skønt, når det går op for dem, at man kan se i dette opkast, om der er fortæret en fugl eller en mus. Glæden i deres stemmer og gløden i øjnene fortæller alt.

Denne flagspætte er for øvrigt en ældre han. Det kan man se på pletten i nakken … har jeg slået op.