I øjeblikket har har jeg en overflod af blomster på spisebordet i køkkenet. Det er her, vi opholder os meget, så det er her, de står.
Jeg har min lille buket med Zinnia/Frøkenhat. Det har jeg haft non-stop næsten hele sommeren, for de gror meget villigt i køkkenhaven.
En veninde og hendes dreng kom forbi efter deres græskar, alle deres græskar, og bilen var fuld, da de kørte igen. Ikke bare fik de græskar fra deres planter, som har stået i min køkkenhave i sommer, de fik også kastanier i forskellige udformninger. Jeg gætter på voldsom travlhed med at pynte op med disse herligheder og med at udforme dyr på små træben etc. Det er altid så herligt!
Og det er jo her den store smukke overdådige buket i efterårsfarver kommer ind. For den havde de med som tak for hjælpen med græskar. En helt unødvendig gestus, men dejligt var det, og derfor har jeg nu de vildeste farver i mit ellers sort/hvide køkken. Tusind tak søde veninde!