Jeg holder meget af smukt glas. Skønhed kan naturligvis gradbøjes, men for mig er det begrænsningen, der er svær. For mig er alt glas smukt.
Sådan føles det i hvert fald, når jeg render rundt på loppemarkeder og i genbrugsbutikker. Jeg finder næsten altid noget, jeg ikke kan stå for. Heldigvis er det sjældent dyrt.
Forleden fandt jeg de mest fantastiske suncatchers, som jeg måtte betale lidt mere for. De er alle fra Holmegård. De to store er lavet af Michael Bang omkring 1964. De er en del af serien Noah’s ark, og jeg har en med elefanter og en med giraffer. De tre mindre er lavet af Jacob Bang, og der er to med ansigter og en med en tændstikmand. Jeg er vildt glad for dem. Jeg ved slet ikke, om jeg nænner at hænge dem op.
Jeg fulgtes en dag med en god veninde på loppetur, og hun troede vist, at jeg var blevet helt skør. Jeg så en sofapude i en bunke, og den havde de smukkeste nuancer i et spændende broderi. Det vil sige, den var så stinkende brun af mange års rygen i det hjem, den kom fra, at end ikke 7 gange håndvask i udmiddelbare kunne fjerne lugten og det brune skær. Så den kom en tur i vaskemaskinen, og så stod farverne helt klart.
Jeg kan slet ikke tælle, hvor mange forskellige farver, der er i dette broderi. Foreløbigt ligger det, for jeg skal bruge det til det helt rigtige. Det er ikke sikkert, at det igen bliver en pude.
Det tyrkise glas forfølger mig for tiden. Forleden fandt jeg nemlig også denne smukke vase. Også den er fra 1960’erne. Lavet af Gunnar Ander på det svenske glassbruk Lindshammar. Svenskerne er også fantastiske til at lave smukt glas.
