Tag-arkiv: havestue

Hæklet gulvtæppe

Hæklet gulvtæppePå Instagram følger jeg en svensk kvinde, som er meget kreativ med gamle klude. Det har inspireret mig til at prøve at hækle et gulvtæppe. Jeg fandt et par meget farvestrålende sæt sengetøj i en genbrugsbutik, har revet det i strimler a ca 1,5 cm og hækler så rundt og rundt og rundt med nål nr 8. Jeg tager ud ca hver anden række. Jeg hækler både stangmasker og fastmasker Det er rigtigt mange år siden, jeg sidst har hæklet, men det er tilsyneladende som at cykle, det kommer hurtigt i fingrene igen, selvom det var lidt vaklende i begyndelsen.

image

Jeg sad i havestuen og hæklede, da jeg tog disse fotos, men det er da ikke usandsynligt, at dette forsøg på et hæklet gulvtæppe skal ligge netop herude. Farverne spiller da godt sammen.

Når man bliver overhalet af et lille rødt bord

image

Farverne herhjemme er afstemte rum for rum, og jeg kunne ikke drømme om at sætte et rødt møbel ind i de allerfleste lyse rum. Det vil sige indtil for nyligt.

En kær veninde forærede mig det sødeste lille røde bord, som hun havde fundet i et udhus i sit svenske hus. Det er afskallet, og det er gult under den røde maling.

Det var meningen, at det skulle males med Annie Sloan maling i en douce farve, men der var ikke et sted, der lige var brug for det. Derfor var det svært at beslutte en ny farve.

Og så var det, at der en efterårsaften med lidt regn skulle serveres champagne i havestuen, og der manglede et lille bord.

Ind kom det lille røde bord, selvom den røde farve skriger mod den gustavianske blå. Og pludselig har jeg vænnet mig til den røde farve, og nu er nogle orkideer flyttet derud, indtil frosten kommer, og rummet bliver for koldt til planterne.

Det er sjovt, som en opfattelse kan ændre sig tilfældigt.