Tag-arkiv: Hidcote White

En våd dag

Våd dag

Inden regnen satte ind her ude på marken, var jeg lige en tur i haven og checke status på foråret.  Det overrasker mig hvert år, hvor hurtigt det pludseligt går.

Den hvide rhodendendron er begyndt at springe ud. Den står i flere bede, og det er dejligt, når den begynder at lyse op.

En våd dag

På hver side af terrassen breder både taks og katteurt sig.  Inden længe vil katteurten brede sig, så jorden er dækket af de skønneste lysende blå blomster med en duft, der tiltrækker både bier og katte. Jeg er meget glad for denne sort NEPETA faassenii ‘Mussinii’. Det tager endnu nogle år, før taksene er, som de skal være: store runde kugler. Men det er jo også dejligt at følge udviklingen.

En våd dag

Kanten af terrassen  har krukker, som nu er skiftet ud fra nogle kæmpestore til lidt mindre, som jeg har kræfter til at flytte rundt på. Dertil har jeg fundet de fineste hvide lavendler Hidcote White til en absolut fornuftig pris. Der går ikke lang tid, før krukken er fyldt helt ud af planten. Tidligere havde jeg krukker med buksbom, men blæsten her gjorde dem ikke godt, så de er sat ned i haven nu.

Tilbage på kontoret kan jeg så nyde udsigten indefra, for det blev som lovet af meteorologerne en våd dag.