Tag-arkiv: jordskokker

Jordskokker nu og altid

image

For nogle år siden lagde jeg en række jordskokker i køkkenhaven. Jeg kunne dengang ikke få dem i plantecenteret, så jeg lagde nogle, jeg havde hentet i Kvicklys grøntafdeling.

Siden da har jeg været leveringsdygtig i jordskokker til eget køkken, og til venner og familie. Nogle af de jordskokker, der er givet bort, blev til nye rækker af jordskokker i andre haver.

Magen til frugtbar grøntsag skal man lede længe efter. Og på denne årstid er de pragtfuldt at hive op af jorden. De er springende sprøde og kan spises rå i salater.

Jeg laver også suppe af dem, men allerbedst er de, når de blot vaskes rene og så bages i ovnen med salt, peber, olivenolie og lidt rosmarin.

Gennem de vel 5 år, jeg nu har haft dem, har jeg læst om deres smukke solsikkelignende blomster. Pudsigt nok har jeg aldrig før nu set en blomst på mine. Og trods en del planter, er der kun en enkelt blomst. Smuk er den!

image