Tag-arkiv: klejner

Klejner hører julen til

image

Som studerende havde vi ikke så mange penge, så julesmåkagerne startede jeg altid tidligt med. Opskrifterne var til ret store portioner for to personer, men de var gode, og småkagerne holdt længe og var billigere end slik, når der skulle hygges.

Min klejneopskrift stammer fra dengang, det er der for øvrigt flere, der gør. En sød gammel nabokone kom i en årrække med kogte klejner til os.  Da hun i 2011 ikke længere kunne  magte det, kunne jeg ikke finde min gamle opskrift, uanset hvor meget jeg ledte. Jeg spurgte en veninde, om hun havde en god opskrift, og så fik jeg en mail med den opskrift, hun havde fået af mig i 1989. Sådan kan det gå!

Siden har jeg igen selv kogt mine klejner. Opskriften er:

500 g mel, 1 tsk bagepulver og 1/2 tsk kardemomme blandes og 125 g margarine smuldres i. Reven skal af en citron og 175 g sukker blandes i, og dejen samles med 3 æg og 3 spsk piskefløde. Det er muligt, at dejen kan køres på en maskine. Jeg bruger altid hænderne, da jeg har ikke en maskine.

Dejen hviler et par timer i en pose i køleskabet og samler smagen af citron og krydderi.

Så rulles den tyndt ud, og klejnerne rulles ud med en klejnespore. De drejes og koges i palmin, til de er lyst gyldne. Jeg lægger dem til afdrypning på køkkendugen ovenpå en avis i bradepanden.

image

Der bliver 90 – 100 stk af denne portion. Husk, de beholder sprødheden, hvis man ikke lægger dem i en kagedåse. Et henkogningsglas med låget på (uden gummiring) passer fint. Jeg opbevarer dem i en spand, som blev brugt til det samme, da jeg var barn. Da min mor var barn, var det en mælkespand.

image