Tag-arkiv: palmeliljer

Hvide bede i haven

Hvide bede i haven

Jeg holder meget af mine hvide bede i haven. Hvidt er ikke bare hvidt, og når man i områder kombinerer forskellige hvide nuancer, der blomstrer samtidigt eller afløser hinandens blomstring, så synes jeg, det er smukt.

Hvide bede i haven

I min have er der forskellige områder af begge typer, og så er det vigtigt efterhånden at soignere, så der ikke som ovenfor står store brune koste, som tidligere var hvide. De skal klippes af, så bedet fortsat ser pænt ud.

Hvide bede i haven

 

Et andet sted er der hvide klatrende roser sammen med buskroser. De klatrende har selskab af en blå clematis, Prince Charles. De hvide metalsøjlen passer fint ind, og inden længe springer De hvide palmeliljer ud i området.

Sukkulenter i træstub

image

Når vi fælde et træ i haven her hos os, så får det lov til at blive stående, til det forsvinder af sig selv. Men stubben pynter ikke.

For nogen tid siden fulgte jeg en venindes råd og satte et par sukkulenter i en gammel træstub.  Den ene sukkulent blev nærmest splittet op og delt ud over det hele. Den anden forblev næsten hel. Det ser ud til at virke. De små planter klarer sig indtil videre, og jeg har udsigt til at få små skud af andre typer hos venner.

Jeg håber, at sukkulenterne hurtigt vil komme til at dække den grimme stub.

image

Et andet sted i haven har jeg fældet nogle gamle syrener. Det er et par år siden. Og jeg tror, at jeg er ved at have bugt med dem. Jeg har vrikket og sparket til dem, når jeg er kommet forbi dem. Og når eksamen er helt ovre, og haven igen kan få lidt opmærksomhed, så kan jeg vist med en spade få lirket nogle flere rødder op. Det bliver dejligt at kunne plante lidt hyggeligt her i stedet. Jeg overvejer at skille nogle af palmeliljerne ad og fordele her. De er meget lette at arbejde med og smukke. Også selvom de ikke er i blomst.

Blomsterne i varmen

image

Det er varmt, og det har været varmt rigtigt længe. Nogen af os nyder det, andre lider.

Så er vi nogen, der synes, at det er skønt i forhold til høsten, andre bekymrer sig mere for, om det så bliver regn, når de senere afgrøder skal høstes.

Det har ingen indflydelse, om vi bekymrer os eller ej.

Planterne i haven er ikke alle sat i verden for at skulle tåle varmen. Jeg har mange hortensia, rhododendron og roser, og de vil alle gerne have det lidt mere fugtigt, end tilfældet er. Og jeg fik to nye træer i juni, som har behov for mere fugt. Så jeg render morgen og aften med mine tunge vandkander i fast rutefart. Det er ikke så dårligt endda for armmusklerne.

Heldigvis har jeg også planter, som er glade for sol og varme, og som kvitterer med blomster. For år tilbage fik jeg nogle palmeliljer af venner, som lagde deres have om. Jeg satte dem i køkkenhaven et par år, indtil jeg havde fundet den rigtige plads til dem. De blev så sat ud  for to år siden, har blomstret lidt i de to år. I år er de helt exceptionelle. Fjorten mandshøje blomsterstængler står der fuld af de skønneste blomster. Så bliver det ikke bedre!