Tag-arkiv: pomelo

Dejlig vintersalat

image

Somme tider er den bedste inspiration til at lave mad at se efter i supermarkedet, hvad der tilbydes.

Jeg serverede i lørdags dådyrryg og -kølle med forskelligt tilbehør. Jeg ville også lave en salat til, men ville undgå den sædvanlige Waldorfsalat.

Der var ganske få basissalater at vælge imellem, men heldigvis så jeg noget, jeg i første omgang troede var rødkål. Det var et rødt spidskål.

Nu er spidskål generelt en af mine absolutte favoritter. Rå som salat, stegt, dampet, stuvet – det er en meget anvendelig kål.

Til den fintsnittede røde og meget lækre spidskål valgte jeg pomelo, som er en anden favorit. På mine mange rejser i Kina og Thailand har den i sæsonen ofte været på morgenbuffeten, og der er jeg virkelig gået til den! Dernæst granatæblekerner i massevis og valnøddebrud.

image

Jeg vendte allerførst den fintsnittede røde spidskål med valnøddeolie og granatæble balsamico, og så lagde jeg de resterende ingredienser over, og til sidst blandede jeg salaten.

Jeg lagde resten af salaten i en plastpose og satte en clips på, og lagde den i grøntsagsskuffen i køleskabet. Den smagte rigtigt godt også næste dag.

Jeg er dog ikke sikker på, at jeg kan anbefale at købe granatæble balsamico. En almindelig hvid eller rød balsamico er lige så god. Jeg blev lidt grebet af, at der var en balsamico med granatæble på hylden, men det er spild af penge.

image

Endvidere var jeg skuffet over den manglende valnøddesmag i olien. Jeg har tidligere købt valnøddeolie med smag af valnød. Så det er nok også lidt spild af penge. Men hvis ikke du har en valnøddeolie, så brug en neutralt smagende olie.  Ikke en kraftig spansk olivenolie.

Denne salat er dejlig at se på, er sprød og frisk, har spændende ingredienser, og er let at lave. Den er blevet min favorit vintersalat!