Anden søndag i september er Havens Dag.
Jeg skulle lige lure hos min favorit planteskole, vores lokale Faster’s Have, om der var noget lækkert eller hyggeligt, som jeg ikke kunne undvære. Det må jeg jo så indrømme, at jeg fandt (nederste foto af 2 er et stemningsbillede herfra). Også langt mere end jeg endte med at tage med hjem. Der er meget hyggeligt og altid noget, der frister. I dag blev der også serveret pandekager og smagsprøver på produkter på glas fra Nordic.
Jeg har det med planter til haven, som mange andre kvinder har det med sko og tasker. Så jeg kom hjem med 3 havtornbuske, 1 smuk dahlia , Happy Romeo, og 2 glas pære&havtorn marmelade fra Nordisk. Samt 1 pose surbundsjord, så mine hortensiaer kan pottes i større krukker.
De havtorn har været længe ventet, da jeg har et meget tørt område i haven, hvor jeg kæmper for at få noget til at gro. Havtorn skal have lys og tørke. Det får de her. Jeg troede, at havtorn udelukkende var en vild plante, og nu er jeg heldigvis blevet så meget klogere. Og jeg havde planer om en tur ved stranden for at se efter havtorn til marmelade. Det kan jeg jo stadig. Men jeg kan også bare nøjes med hindbærmarmelade og så vente til næste år med havtornen fra egen have. Frugten har fået god omtale i pressen som meget sund, og så kan jeg godt lide at prøve noget nyt.
Dahliaen er en test. Jeg er ikke til opgravning af løg for overvintring, så den kommer i en krukke. Jorden i denne må så holdes tør vinteren over. Krukken kan passende sættes ind i et næsten frostfrit rum. Dermed testen!
Det var en dejlig Havens Dag med havtorn til have og gane!