Før vi flyttede på landet havde jeg to forskellige parcelhushaver. Her var køkkenhave og prydhave. Masser af stauder og frugtbuske – og roser. Ganske få roser som jeg var rædselsslagen for at klippe forkert på et forkert tidspunkt. Dem overlod jeg derfor til min mand.

Men det er pudsigt, som man kan udvikle sig også i haveregi. Nu har jeg ca 100 roser i haven, og dem klipper og gøder jeg helt efter gehør. Det sjove er, at det er næsten lige meget, hvad jeg gør ved dem, så blomstrer de hvert år overdådigt.

Jeg har dog erfaret, at gødning er vigtig, og det er vigtigt at have den rigtige jord, og har der stået roser før, skal jorden udskiftes. Midt på plænen lavede jeg, da vi kom til gården, et stort rundt bed ved flagstangen. Der blev plantet mørkerøde Ingrid Bergmann roser med lavendler rundt om som hæk. Roserne gik ud, og jeg skiftede dem flere gange. Jeg fandt ud af ved at tale med nogle af de gamle i området, at der tidligere havde været et bed med roser. Da jeg skiftede jorden, hjalp det.

Mit runde opsamlingsbed med roser i mange forskellige farver er anlagt, hvor der tidligere var et hønsehus på størrelse med et parcelhus. Det har været utroligt svært at plante i den jord på grund af mange sten. Det er dog lykkedes at grave stort og dybt nok til at kunne lave et hul med rosenjord til hver plante.

Det er utroligt, at et goldt og grimt område i dag er et smukt område med roser omkranset af bøgepur blot ved hårdt arbejde. Så er det så let at forvandle rosenskræk til rosenglæde.