Det er ikke let at forklare små børnebørn, at en jagthund også jager på egen hånd, hvis muligt. Man skal jo selv kunne forstå det for at kunne forklare det. Men for nogen tid siden blev jeg hidkaldt i haven af frustrede børnestemmer. De to mindste kaldte, den ældste fik fuglereden med ungerne fra den gamle uldne jagthund. Men de tre fugleunger havde ikke klaret at blive hevet ud af hækken af en stor hundemund.

Børnebørnenes tanker om optrinet, moderen, der nu savnede fuglebørnene, som ikke kunne finde dem, væltede ud af af dem, og der blev snakket en del om hundens instinkter. Den ældste fik lukket sagen på en menneskelig måde, der blev gravet, skrevet, og pyntet.

Da de små kom igen i går, fandt vi under træet, hvor de havde begravet de tre fugleunger, ugleungernes efterladenskaber. Det har vist sig, at de også er lidt rodede i deres omgang med andre væsener. En muldvarp uden hoved og halvt pelset samt en intakt fugleunge. Flere klatter uglegylp, der kunne inspiceres, lå der også. Når man bor på landet er farmor også naturvejleder på overarbejde.